Faglig Information
BalanceWear® er et hjælpemiddel, der giver en unik mulighed for på en simpel måde at udnytte de af nervesystemets ressourcer, der grundet en given neurologisk lidelse ikke umiddelbart er tilgængelige. Det er muligt at påvirke nervesystemets plasticitet med henblik på at optimere kvaliteten i de automatiserede bevægestrategier, der typisk er kompenserende og uhensigtsmæssige grundet manglende stabilitet og forringet postural kontrol.
Postural kontrol kan betragtes som en ”kompleks motorisk egenskab skabt af interaktionen mellem multiple sensomotoriske processer”(1). Enhver form for forringelse i sensoriske, motoriske eller kognitive subsystemer vil angiveligt komme til udtryk ved nedsat postural kontrol(2). Derved er det af afgørende betydning for at kunne tilrettelægge den mest optimale faldforebyggende intervention til den enkelte, at behandler er i stand til at kunne forstå, hvilke processer og hvordan interaktionen mellem dem, har betydning for individets posturale kontrol(3)(4). BalanceWear® certificerede fysioterapeuter er i stand til at kunne analysere den enkeltes posturale udfordringer i dynamiske, funktionsspecifikke situationer og relatere disse undersøgelsesfund til patientens neurologiske lidelse og dennes patogenese.
Med udgangspunkt i BalanceWear® Assessment testprotokollen er det muligt for fysioterapeuten at identificere patienternes retningsspecifikke tab af postural kontrol og på baggrund af resultaterne afgøre vægtloddernes strategiske placering.Vægtloddernes placering på vesten har sandsynligvis indflydelse på effektiviteten af de essentielle begreber, der knytter sig til god postural kontrol. Gennem forskning har det været muligt at påvise forbedringer i gangrelaterede parametre, når patienterne testes med og uden BalanceWear®(5)(6).
Dette antageligvis som et udtryk for at vægtlodderne bl.a. kan påvirke den posturale orientering og dermed forbedre de aktive justeringer, der har til formål at sikre god alignment af kroppens segmentære dele ift. hinanden og i relation til understøttelsesfladen( 1). Ændringer i kadance, ganghastighed og skridtlængde, når patienterne sammenlignes med og uden en BalanceWear® vest(5)(6) kan være et udtryk for, at BalanceWear® tilfører nervesystemet tilstrækkeligt ekstra sensorisk input til at kunne optimere den spatiale orientering, da denne afhænger af hjernens evne til korrekt at kunne tolke på de accenderende sensoriske-, visuelle- og vestibulære input den modtager(1). Desuden er det muligt at påvise ændringer i omfanget af sway, når patienternes posturale kontrol testes i den mindst stabile udgangsstilling(7).
En reduktion i omfanget af sway vil kunne betragtes som en forbedring af patientens evne til at kunne opretholde den posturale kontrol. Øget sway er ofte forbundet med nedgang i stabilitet(4). Jævnfør BalanceWear® Assessment testprotokollen testes patienternes pro- og reaktive strategier. Aktivering af disse ligevægtsmekanismer afhænger af koordinationen af de forskellige sansemotoriske strategier, der har til formål at sikre individets tyngdepunkt i forhold til understøttelsesflade under selvinitierede bevægelser eller udefrakommende forstyrrelser(1). Omfanget af disse posturale kontrolmekanismer kan betragtes som et udtryk for effektiviteten af de centrale processer. BalanceWear® har således bl.a. til formål at nedbringe netop omfanget af de posturale respons mekanismer og sikre individet det mest stabile udgangspunkt, hvorfra mindre kompenserende bevægestrategier kan integreres. BalanceWear® hjælper derfor patienterne til at opnå mere harmoniske bevægelser, større grad af stabilitet og en tillid til deres egen krop som vil gøre dem i stand til at turde udføre aktiviteter, de ellers ikke ville forsøge at afprøve.
- Horak F. Postural orientation and equilibrium: What do we need to know about neural control of balance to prevent falls? Age and Ageing. 2006;35-S2:ii7-ii11
- Pollock A, Durward B, Rowe P. What is balance? Clinical Rehabilitation. 2000;14:402-6
- Woollacott M. Editorial systems contributing to balance disorders in older adults. Journal ofGerontology: Medical sciences. 2000;55A(8):M424-M428
- Blaszczyk J, Beck M, Sadowska D. Assessment of postural stability in young healthy subjects based on directional features of posturographic data: Vision and gender effects. Acta Neurobiol
- Gorgas A, Widener G, Gibson-Horn C, Allen D. Gait changes with balance-based torsoweighting in people with multiple sclerosis. Physiother. Res. Int. 2015;20:45-53
- Widener G, Allen D, Gibson-Horn C. Randomized clinical trial of balance-based torso weighting for improving upright mobility in people with multiple sclerosis. Neurorehabilitation and Neural Repair. 2009;23(8):784-791
- Crittendon A, O’Neill D, Widener G, Allen D. Standing data disproves biomechanical mechanism for balance-based torso-weighting. Arch Phys Med Rehabil. 2014;95(1):43-49